Adam Oehlenschläger: Axel og Valborg (B2) Tilføj favoritter Favoritter View Watchlist >

Kjøbenhavn 1901 - brugspor

Med Axel og Valborg (1810), skrevet under Pariseropholdet i 1808, indledte Oehlenschläger den række af kærlighedstragedier, der løber gennem hele forfatterskabet. Stykket var en succes fra første opførelse på Det Kongelige Teater i 1810, og det blev hurtigt oversat til tysk og spillet på scenerne i Dresden og Wien. Stoffet stammer fra Peder Syvs samling af nordiske kæmpeviser og er en dramatisering af folkevisens klage over forhindret kærlighed mellem to unge rene af hjertet. Axel Thordsøn vender efter riddertjeneste i Tyskland tilbage til hoffet i Nidaros (Trondheim) for at bejle til sin trofaste mø, den unge Valborg , og for at melde sig som kongens væbner. Her støder han på modstand, først fra kongen, der begærer Valborg , og dernæst fra kirken, der forbyder vielse af de beslægtede elskende. Men da Axel kan fremvise pavebrev, synes alle forhindringer ophævet, og der gøres klar til bryllup. Handlingens klimaks er den drastiske afbrydelse af vielsesceremonien, hvor sortebroder Knud forkynder pavebrevets ugyldighed. Han er stykkets sorte skurk og endnu et eksempel på Oehlenschlägers aversion mod den katolske „munkepest“. Scenen, hvor de to rituelt skilles fra hinanden foran alteret, er hjerteskærende. Tredje akt slutter med den både patetiske og resignerede afsked mellem de to, inden Valborg forsvinder ind i klostret for at tage sløret. Indtil dette punkt er stykkets monologer og vekselreplikker en dramatisering af kærlighedens stemningsregi-ster, dens sødme, dens opdæmmede lidenskab og dens fortvivlelse over for adskillelsen.

Axel og Valborg er ikke individuelle karakterer, de er kærlighedens mandlige og kvindelige arketyper, der drejer omkring hinanden i et lyrisk mønster. Det er Romeo og Julie, men på dansk, hvilket Oehlenschläger selv kommenterer i erindringerne. Axel og Valborg skulle ikke kappes med „den sandselig glødende sydlige Elskov“ hos Shakespeare, men virke som „den milde Septembermaane i en nordisk Bøgeskov“. Var Axel og Valborg endt med adskillelsen, havde stykket stået som fortættede klange af en kærlighedsklage, men Oehlenschläger hæfter en ny intrige på, som svækker dets lyriske styrke. Parret reddes til flugt gennem en maskepi med skræk og falske genfærd, men samtidig kaldes Axel til kamp for at forsvare sin konge. Han såres dødeligt, og Valborgs hjerte brister i sorg: