En hjertegribende og sørgmunter skildring af, hvordan vi voksne tager os ud gennem en 14-årigs optik, når vi ikke kan finde os selv og hinanden. Læs den før din teenagedatter!

Multitalentet Alberte Winding er kendt som Bamses Luna; hun synger sange for både børn og voksne, og nu har hun minsandten også skrevet en bog. Det har hun gjort rigtig godt, og det ville være blodig skam, hvis bogens markedsføring som en del af serien ”Politikens Børnebøger” forhindrede den i også at blive læst af voksne.

Gennem den 14-årige Barbaras dagbog og personernes breve til hinanden følger vi en familie i en svær periode. Moderen rejser til Indien for at finde sig selv, og Barbara må håndtere både savnet og hadet til hende, samtidig med at hun tager sig af de praktiske opgaver, føler ansvar for sin lillebror og faderen og endelig oplever de voldsomme følelsesstorme ved starten på sit eget kærlighedsliv.

Bogens skarpe iagttagelser og præcise beskrivelser minder mig på en måde om Nikoline Werdelin, når personerne uvægerligt selv afslører deres uædle motiver, dobbeltmoral, grænseløse selvoptagethed – og vi genkender os selv. Barbara er klartskuende, som man lige præcis kan være det i den alder: ”De voksne har frit valg på alle hylder i livets stormagasin. Det er frygteligt at stå uden for ruden og se dem tage alt det forkerte.”

Det meste af tiden er synsvinklen hendes; indsatte breve giver et indblik i baggrunden for moderens handlemåde.

Det uortodokse, men fuldstændigt henrivende billedsprog sprudler i hele bogen, som her hvor Barbaras astmaramte lillebror ligger hos hende og sover: ”Jeg falder aldrig i søvn. Hans vejrtrækning lyder, som om drøbelen kører på cykel med pap på egerne.” På den måde er bogen meget, meget morsom, samtidig med, at den er dybt alvorlig.

Man ler og græder, mens man ubarmhjertigt bliver husket på, hvordan børnene altid betaler prisen, når det er de voksne, der opfører sig umodent.

Politikens Forlag, 2006. 172 sider