En serieforbryder har været på spil, og har fanget tre kvinder, som alle efterfølgende er blevet fundet, fuldstændigt katatoniske. Pga. ofrenes tilstand har forbryderen fået tilnavnet Sjæleknuseren, fordi ofrene er fanget i en tilstand, hvor de ikke kan kommunikere med omverdenen, men er fanget i deres egen krop – og ikke mindst i deres sind. Og desværre har politiet ingen spor at gå efter.

Kort efter at det 3. offer er fundet, bliver en mand indlagt på Teufelsbergklinikken, et hospital for psykosomatiske lidelser. Caspar, som han kaldes, husker intet fra sin fortid. Men det ændrer sig under en endeløs nat.

Romanen fortælles mange år efter at begivenhederne udspillede sig. En professor udfører et eksperiment, hvor nogle studerende skal læse en patientjournal, og det er denne journal, der er hovedhistorien. Så oveni at man prøver at gætte, hvem Sjæleknuseren er, kan man også spekulere over, hvad dette eksperiment går ud på!

Fitzek fortæller en utrolig uhyggelig historie uden egentlig at være hverken særlig blodig eller voldsom. Idéen om at blive fanget i sit sind er rigtig ubehagelig, og jeg kom til at tænke på Anders Bodelsens ’Frysepunktet’, hvor hovedpersonen ender i en kunstig koma, og han utilsigtet igen og igen drømmer den samme drøm. I ”Sjæleknuseren” er denne tilstand påført med vilje, og Fitzek beskriver det yderst modbydeligt.

Hvis du kan lide en psykologisk thriller, som kryber ind under huden og giver en lyst til at se sig over skulderen, så er ’Sjæleknuseren’ et godt valg.